Ord om fjell

Foto: Merete Byrøygard av Hans W. Brimi, Even Lusæter les Innafor heime ligg eit heimfjell og ein såmårdag som er på hell - Du store min, sjå Havyrju, Rivilein og Fosstulmyr, det er som eit motsolsbilde i eit eventyr. Du kan vera stolt, du Kvitingkjøl, som får vera konge i eit rike som er som før. Eg går i sjøldæle mot Ilvetjønnhol og finn den ytre stillheit og den indre ro. Ei fele, bergtikjin tå sjølve lende spela någre vare tone i pakt med eit heimfjell som er heilagt. Kjelde: Aslak O. Brimi, privat.

Foto: Morten Kielland Janne Langaas les. av Henrik Ibsen Bergvæg, brist med drøn og brag for mit tunge hammerslag! Nedad må jeg vejen bryde, til jeg hører malmen lyde. Dybt i fjeldets øde nat vinker mig den rige skat, – diamant og ædelstene mellem guldets røde grene. Og i dybet er der fred, – fred og ørk fra evighed; – bryd mig vejen, tunge hammer, til det dulgtes hjertekammer! Engang sad som gut jeg glad under himlens stjernerad, trådte vårens blomsterveje, havde barnefred i eje. Men jeg glemte dagens pragt i den midnatsmørke schakt, glemte liens sus og sange i min grubes tempelgange. Dengang først jeg steg herind, tænkte jeg med skyldfrit sind: dybets ånder skal mig råde livets endeløse gåde. – End har ingen ånd mig lært, hvad mig tykkedes så sært; end er ingen stråle runden, som kan lyse op fra grunden. Har jeg fejlet? Fører ej frem til klarhed denne vej? Lyset blinder jo mit øje, hvis jeg søger i det høje. Nej, i dybet må jeg ned; der