Ord om fjell

Janne Langaas les . Foto: Morten Kielland av Henrik Ibsen Hvor fossen suser i sommernatt henover elvebundens stene, mens tåken glider ad elv og kratt, der sidder Møllergutten ene; – Imellem  oreløvet titter ind en sneblek lysning udav måneskinn,      spredende der vennlig sitt skjær henover nattens tause scene. Det er så  sildig en  torsdagskveld, fra fjellet  hulderslotten klinger, og  Fossegrimmen i strømmens veld de  gyldne harpestrænge svinger, – og Møllergutten lytter til dens Spill, tyss, hør! da bever, som en gjenlyd mild,      hulderens sang      fossharpens klang, lett båren hen på nattens vinger. Og det er  Thorgjerd som lokker fram sin feles underlige kvedde, for han har  offret det sorte Lam til Fossegrimmen hist dernede, og derfor har han også spillet lært, og derfor lyder fra hans bue sært      skovtoppens Suus  ...

Foto: Liv Åshild Mathisen av Henrik Ibsen  Janne Langaas les Det er for lyst, det er for lyst hvor månen skinner ned,- Mitt hjerte blir så gjennemgyst av denne nattens fred; Fra hver en blomst, fra hvert et blad, står aftenduggens perlerad og dirrer for mitt blikk! - Det er for lyst, det er for lyst ved kildebredden her! - Se! Voven glider altfor tyst og stjernes billed er i våte dyp, så tykkes meg, en sorginnhyllet glemmegei, og øye kledt i gråt. Derinne, fjernest imot nord, hvor granen står så mørk, hvor huldren dypt i fjellet bor, (du kaller det måskje en ørk,) der eier jeg et yndlingssted, dit vil jeg rette mine fjed, der er min helligdom! Ser du hvor fjellets steile topp i skyer hylles inn; - et høstlig uvær trekker opp, alt blåser nattens vind! - - O, skjønt; - som av et åndepust jeg føler meg av storm ombrust å fare gjennem natt! - - - Avsted, avsted, dypt in i skov! O, lenger frem ennu, til sjelen ganske blir et rov for denne ...

Foto: Merete Byrøygard av Henrik Ibsen John Nyutstumo les. Så usigelig fattig kan en sjel da gå tilbake til intet i det tåkete grå. Du deilige jord, vær ikke vred at jeg trampet ditt gress til ingen nytte. Du deilige sol, du har sløset med dine lysende stenk i en folketom hytte. Der satt ingen der inne å varme og stemme; - eieren, sier de, var aldri hjemme. Deilige sol og deilige jord, I var dumme at I bar og lyste for min mor. Ånden er karrig og naturen ødsel. Det er dyrt å bøte med livet for sin fødsel. - Jeg vil oppad, høyt, på det bratteste tinde; jeg vil ennu en gang se solen rinne, stirre meg trett på det lovende land, se å få snedyngen over meg kavet; de kan skrive derover: "her er  ingen  begravet"; og bakefter, - siden -! La det gå som det kan. Kjelde: Dikt, Bokklubbens lyrikkvenner, 1991, s. 151

Foto: Morten Kielland Janne Langaas les. av Henrik Ibsen Bergvæg, brist med drøn og brag for mit tunge hammerslag! Nedad må jeg vejen bryde, til jeg hører malmen lyde. Dybt i fjeldets øde nat vinker mig den rige skat, – diamant og ædelstene mellem guldets røde grene. Og i dybet er der fred, – fred og ørk fra evighed; – bryd mig vejen, tunge hammer, til det dulgtes hjertekammer! Engang sad som gut jeg glad under himlens stjernerad, trådte vårens blomsterveje, havde barnefred i eje. Men jeg glemte dagens pragt i den midnatsmørke schakt, glemte liens sus og sange i min grubes tempelgange. Dengang først jeg steg herind, tænkte jeg med skyldfrit sind: dybets ånder skal mig råde livets endeløse gåde. – End har ingen ånd mig lært, hvad mig tykkedes så sært; end er ingen stråle runden, som kan lyse op fra grunden. Har jeg fejlet? Fører ej frem til klarhed denne vej? Lyset blinder jo mit øje, hvis jeg søger i det høje. Nej, i dybet må jeg ned; ...

Janne Langaas les . Foto: Morten Kielland av Henrik Ibsen Vi vandrer med freidig mot,  vårt sinn er lett og rapp vår fot, i høyden oppad, -  på fjellet,  i dypet, ved fossevellet - la veien gå, hvor hen den vil,  vi vandrer frem med sang og spill. Her er vi i Guds natur! Som bekken vill i fjellets ur. så stevner vi frem på ferden  thi åpen oss ligger verden. Og derfor vi som fuglen glad,  vil juble høyt i sky vårt kvad. Vi er jo en lystig flokk,  av mål og sanger har vi nok. La storme det kun på fjorden,  la true med lyn og torden. Vi fukter strupen, går vår gang og hilser fjell og fjord med sang. Kjelde: Dikt, Bokklubbens lyrikkvenner, 1991, s. 139 kjhgfd

Janne Langaas les. Foto: Kjell Nyøygard. av Henrik Ibsen I dalen er der sommernatt med lange skyggers slør; i høyden går om bergvegg bratt en sjø for kveldens bør: der velter skyens bølger grå, og intet syn når opp til jøklen, som i dagen lå og vidt utover bygden så, med solgull om sin topp. Men over tåkebølgers brann, i glans av gull og rav, der høyner seg et fredlyst land, lik øflokk spredt i hav. Den store fjellfugl seiler slik som skibet videst ud, mens tinders rad bak jøkelflik står, hærkledd trollefylking lik, og truer vest mot Gud. Dog se, der borte sel og kve i slør av fonnens brem! Der blåner fjell, der glitrer sne omkring det stille hjem. Det er en verden for seg selv, og folket er som den,- fra bygden skilt ved ur og elv, det har et større himmelhvelv, og bedre sol til venn. Se seterjenten lydløs stå i glød og skygger svøpt. Den alvors-alv hun stirrer på, har intet ordlag døpt. Hun vet ei selv hvor langt han vil, så litt hun vet ha...