Innlegg

Syng, Dovre

Bilde
av Vegard Vigerust

Så pen ein bånsull syng ingor mor
som du syng, Dovre, du kvite kor.
Tindain dine og vindain dine
tona' stilt ifrå aille leiom,
sjogen driv over tome veigjom.
Ljose minne frå båndoms tid
syng på fjeillmål i sjæle mi.

E æ mo, og nå vil e såvå lengje.
E vil heim, og svive på mjuke vengje.
Syng Dovre, syng meg utu myrke blindom,
nå vårast landet kring Svånåtindom.

Og um e drogst imot fræmondt fjeill,
så va dæ Dovre som fækk meg leill.
Bygdin dine og dygdin dine
tona' stilt ifrå logne dalom,
sjogen driv innåt gamle svalom.
Ljose minne frå båndoms tid
Syng på fjeillmål i sjæle mi.

Vegard Vigerust
Kjelde: Syng, Dovre

Så usigelig fattig kan en sjel da gå

Bilde
av Henrik Ibsen
John Nyutstumo les.

Så usigelig fattig kan en sjel da gå
tilbake til intet i det tåkete grå.
Du deilige jord, vær ikke vred
at jeg trampet ditt gress til ingen nytte.
Du deilige sol, du har sløset med
dine lysende stenk i en folketom hytte.
Der satt ingen der inne å varme og stemme; -
eieren, sier de, var aldri hjemme.
Deilige sol og deilige jord,
I var dumme at I bar og lyste for min mor.
Ånden er karrig og naturen ødsel.
Det er dyrt å bøte med livet for sin fødsel. -
Jeg vil oppad, høyt, på det bratteste tinde;
jeg vil ennu en gang se solen rinne,
stirre meg trett på det lovende land,
se å få snedyngen over meg kavet;
de kan skrive derover: "her er ingen begravet";
og bakefter, - siden -! La det gå som det kan.


Kjelde: Dikt, Bokklubbens lyrikkvenner, 1991, s. 151

Bera gullsky

Bilde
av Jan-Magnus Bruheim

Kvelden var så ljosleitt
og berga så blå.
Eg gjekk der fylt av glede
for noko eg fekk sjå:

Ei gullsky låg og sumde
høgt over Karitind.
Eg tok ho ned med augo
og bar ho med meg inn.

Eg stilte meg så varsamt
og sa ikkje eit ord.
Med gullskya i augo
stod eg framfor ho mor.

"Du strålar!" sa ho undren
og smilte varmt til meg.
"Ser du? Det er ei gullsky,
eg tok ho med til deg!"

Kjelde: Om alle tre var like, Noregs boklag, 1975, s 15

Heimfjellsheilagt

Bilde
av Hans W. Brimi, Even Lusæter les

Innafor heime ligg eit heimfjell
og ein såmårdag som er på hell -
Du store min,
sjå Havyrju, Rivilein og Fosstulmyr,
det er som eit motsolsbilde
i eit eventyr.
Du kan vera stolt, du Kvitingkjøl,
som får vera konge i eit
rike som er som før.
Eg går i sjøldæle mot Ilvetjønnhol
og finn den ytre stillheit
og den indre ro.
Ei fele, bergtikjin tå sjølve lende
spela någre vare tone i pakt
med eit heimfjell
som er heilagt.

Kjelde: Aslak O. Brimi, privat.


Fjellregel

Bilde
av Rolf Jacobsen

Det er den tynne sneen,
den som falt inatt,
som er så farlig, sier de.
Det ligger et islag under der
av gammel, forherdet sne. Det er den
som setter de store skredene igang
- de som river med seg alle.

Nysne, tynn, sprø
er falt inatt,
så trå ikke feil.
Husk på den gamle sneen,
den seige skorpen som ligger der og venter.
Så hold unna bratthenget.
Det kan begynne som en torden
og ende som en blinkende ljå.

Kjelde: Samlede dikt, Gyldendal, 1999, s. 322

Bergmanden

Bilde
av Henrik Ibsen

Bergvæg, brist med drøn og brag
for mit tunge hammerslag!
Nedad må jeg vejen bryde,
til jeg hører malmen lyde.

Dybt i fjeldets øde nat
vinker mig den rige skat, –
diamant og ædelstene
mellem guldets røde grene.

Og i dybet er der fred, –
fred og ørk fra evighed; –
bryd mig vejen, tunge hammer,
til det dulgtes hjertekammer!

Engang sad som gut jeg glad
under himlens stjernerad,
trådte vårens blomsterveje,
havde barnefred i eje.

Men jeg glemte dagens pragt
i den midnatsmørke schakt,
glemte liens sus og sange
i min grubes tempelgange.

Dengang først jeg steg herind,
tænkte jeg med skyldfrit sind:
dybets ånder skal mig råde
livets endeløse gåde. –

End har ingen ånd mig lært,
hvad mig tykkedes så sært;
end er ingen stråle runden,
som kan lyse op fra grunden.

Har jeg fejlet? Fører ej
frem til klarhed denne vej?
Lyset blinder jo mit øje,
hvis jeg søger i det høje.

Nej, i dybet må jeg ned;
der er fred fra evighed.
Bryd mig vejen, tunge hammer,
til det dulgtes hjertekammer! –

Hammerslag på hammerslag

Du høge fjell

Bilde
av Ragnar Solberg
Bjørn Sigurd Glorvigen les.

Du høge fjell
ti sjog og eld,
du blåe hø
og foss og sjø,
du fuglemyr
og blomster-eventyr,
du kvite tind
og ville vind
som mot me syng,
du brone lyng
du grøne li -
du stille tona mi,
med brus tå æ
frå fonn og bræ
ti vårljos natt, -
på fangade dine
e me sjøl og mine
ska finne att!

Kjelde: Du fjell -, Aschehoug, 1938, s. 5