Ord om fjell

Foto: Bernt Tordhol av Ragnar Solberg Bjørn Sigurd Glorvigen les Det er hyven kalven kjøm att og bak, sa'n Klen-Ola, på kneom 'n krak. -N gol og fulgde med ståkom stødt. Dilder-Martin og Dilder-Oline, sa'o Mosyst, fadder åt manne sine: Det er hyven å vera født. Det er hyven ner vette og vokste - sa'n Vehll-Frek, ein syrill ha' svellhogste - fylgjest åt, er tå såmå slagje. Hyven med tåto, sa Buttil-Botta, ho ga ikkje suge ho, damåtta. Hyven, sa Sjafsen, er sist på dagje. Hyven er mennan med sol i rutom. Hyven! log jenta, slå an med gutom. - Illrote ha' ingen tå vælstand: Reise på marktnan, drive på onne, væra på verde og frelse konnet; men Gud fri deg for gode åtland. Det er hyven, sa guten, i fjellet, stille på rein, bli trøytt og maure, somne inn onde ei måsåhelle og vakne utkvilt og fiske aure, og rangle roleg, tå stygge flugan, te' sætre lyse i bakkehallet og ong-budeia ho stilt kjøm  smugan' og lære uppatt om syn...

Foto: Bernt Tordhol av Ragnar Solberg.  Bjørn Sigurd Glorvigen les . Blånende hav over kvite bre. Blånende hav  over grønne tre i vårsolglans. Se liene speiler sitt eventyr i bølgene vårlig blidt, og tranene skriker fra tjern og myr         i riket mitt! Men heilo på mosgrå tue fløyter tungsindig dikt til minne om Eysteins stue         - øde og rikt. Hør luften toner så strengeklar i en duft av snø og jord med stenk ifra blomst og bla'r         og gress som gror; men sterkere enn blomsterklaser         og lienes solløvbrus         dufter to gyldne einervaser         ved veiens grus. Jeg kjører frem i mitt rike, og vårduft og sol og vind bæres mot meg med traneskriket         i sjelen inn - Det sky...

Foto: Bernhard Svendsgard av Vegard Vigerust Bjørn Sigurd Glorvigen les Så pen ein bånsull syng ingor mor som du syng, Dovre, du kvite kor. Tindain dine og vindain dine tona' stilt ifrå aille leiom, sjogen driv over tome veigjom. Ljose minne frå båndoms tid syng på fjeillmål i sjæle mi. E æ mo, og nå vil e såvå lengje. E vil heim, og svive på mjuke vengje. Syng Dovre, syng meg utu myrke blindom, nå vårast landet kring Svånåtindom. Og um e drogst imot fræmondt fjeill, så va dæ Dovre som fækk meg leill. Bygdin dine og dygdin dine tona' stilt ifrå logne dalom, sjogen driv innåt gamle svalom. Ljose minne frå båndoms tid Syng på fjeillmål i sjæle mi. Vegard Vigerust Kjelde: Syng, Dovre

Foto: Merete Byrøygard av Henrik Ibsen John Nyutstumo les. Så usigelig fattig kan en sjel da gå tilbake til intet i det tåkete grå. Du deilige jord, vær ikke vred at jeg trampet ditt gress til ingen nytte. Du deilige sol, du har sløset med dine lysende stenk i en folketom hytte. Der satt ingen der inne å varme og stemme; - eieren, sier de, var aldri hjemme. Deilige sol og deilige jord, I var dumme at I bar og lyste for min mor. Ånden er karrig og naturen ødsel. Det er dyrt å bøte med livet for sin fødsel. - Jeg vil oppad, høyt, på det bratteste tinde; jeg vil ennu en gang se solen rinne, stirre meg trett på det lovende land, se å få snedyngen over meg kavet; de kan skrive derover: "her er  ingen  begravet"; og bakefter, - siden -! La det gå som det kan. Kjelde: Dikt, Bokklubbens lyrikkvenner, 1991, s. 151

Foto: Merete Byrøygard av Hans W. Brimi, Even Lusæter les Innafor heime ligg eit heimfjell og ein såmårdag som er på hell - Du store min, sjå Havyrju, Rivilein og Fosstulmyr, det er som eit motsolsbilde i eit eventyr. Du kan vera stolt, du Kvitingkjøl, som får vera konge i eit rike som er som før. Eg går i sjøldæle mot Ilvetjønnhol og finn den ytre stillheit og den indre ro. Ei fele, bergtikjin tå sjølve lende spela någre vare tone i pakt med eit heimfjell som er heilagt. Kjelde: Aslak O. Brimi, privat.

Foto: Morten Kielland Janne Langaas les. av Henrik Ibsen Bergvæg, brist med drøn og brag for mit tunge hammerslag! Nedad må jeg vejen bryde, til jeg hører malmen lyde. Dybt i fjeldets øde nat vinker mig den rige skat, – diamant og ædelstene mellem guldets røde grene. Og i dybet er der fred, – fred og ørk fra evighed; – bryd mig vejen, tunge hammer, til det dulgtes hjertekammer! Engang sad som gut jeg glad under himlens stjernerad, trådte vårens blomsterveje, havde barnefred i eje. Men jeg glemte dagens pragt i den midnatsmørke schakt, glemte liens sus og sange i min grubes tempelgange. Dengang først jeg steg herind, tænkte jeg med skyldfrit sind: dybets ånder skal mig råde livets endeløse gåde. – End har ingen ånd mig lært, hvad mig tykkedes så sært; end er ingen stråle runden, som kan lyse op fra grunden. Har jeg fejlet? Fører ej frem til klarhed denne vej? Lyset blinder jo mit øje, hvis jeg søger i det høje. Nej, i dybet må jeg ned; ...

Foto: Bernt Tordhol av Jo Turtumøygard Even Lusæter les Månen glitrar på svaberg-svell høgt i høom, seinvinterkveld. Kalde fjelldrag av drivkvit lin ris mot himlen i måneskin. Svarte skuggar i berg og urd smyg i gjelom og ligg på lur. Månen smett bakom flogbratt fjell. Att ligg svart-kalde vinterkveld. Uro vaker i stille natt. Hubro uler, sut skrik att. Kjelde: Jøkulen græt , Fonna Forlag, 1970, s. 32